18.3.13

Bush: Fem veje ud af krisen for USA

AMBITIONER: Jeb Bush, søn af eks-præsident George H. W. Bush og lillebror til tidligere præsident George W. Bush, er en af kandidaterne i det republikanske felt af præsidentkandidater i 2016.

Derfor skal forbindelserne allerede nu plejes i tidlige primærvalgsstater som Iowa og New Hampshire. Men så tidligt i kampen gælder det også om at indtage politiske positioner og komme med sin vision for USA.

Barack Obama gjorde det før præsidentvalget i 2008 med bogen "The Audacity of Hope." Nu tager Jeb Bush tilløb med en klumme om USA's glorværdige fremtid, hvis landet vælger en konservativ vej.

USA's århundrede
Jeb Bush mener, USA har masser af muligheder for at gøre dette århundrede til USA's århundrede.

Nye boreteknologier vil give et energioverskud. Fremskridt inden for genteknologi og landbrug kan gøre USA til en sulten verdens kornkammer. 3D-printere, selvkørende biler og effektiv bekæmpelse af flere og flere sygdomme er ligeledes byggestene i fremtidens USA. Endelig vil USA i modsætning til Europa og Kina stadig have en ung befolkning i 2050, især hvis USA får styr på indvandringen.

Imidlertid kan underskuddet på statsbudgettet og vaklende offentlige skoler afspore Bushs drømme om en glorværdig fremtid. Konservative løsninger og republikanske sejre ved præsidentvalgene er påkrævede. For at kunne vinde skal Republikanerne kunne sige, hvad de står for - ikke kun for, hvad partiet er imod.

1-5
Bush ser fem veje, som USA skal køre ad:

1) USA skal have en regering, der tillader store virksomheder at gå fallit, og at iværksættere samtidig kan stige op fra gulvet. Regeringen skal ikke vælge vinderne og taberne på forhånd.

2) Kvalitetsuddannelse. USA skal lære af de steder i verden, hvor uddannelse fungerer og "benchmarke" efter det. Forældre skal have langt mere indflydelse i den lokale skole.

3) Det skal en gang for alle slås fast, at succes er en god ting. Rollemodeller skal fremhæves og vise, hvordan deres succes spreder velstand i hele samfundet.

4) Der skal styr på indvandringen. Indvandring skal komme USA's økonomi til gode. Legale indvandrere skal hurtigt nærme sig statsborgerskab. Jeb Bush åbner også for, at illegale indvandrere kan få statsborgerskab, men legale indvandrere skal prioriteres.

5) Endelig skal konservative vise vejen og aktivt engagere sig i lokalsamfundet som forældre, kirkegængere, rollemodeller og via velgørenhed. Det vil fungere bedre end tusinder af statslige velfærdsprogrammer, mener Bush.

Modigt
Især Bushs holdninger til indvandring er modige i et republikansk parti, der længe har talt for en hård linje i indvandringspolitikken. Men de kan åbne op for, at Republikanerne igen kan få fat i latinovælgere, og det er nødvendigt for at vinde valg i fremtiden. Spørgsmålet er nu, hvordan de ældre, hvide græsrødder og teparti-bevægelsen reagerer på Bushs politiske visioner.

Klummen har fundet vej til offentligheden via The Wall Street Journal. Læs den her.

No comments:

Post a Comment