21.10.12

Obama giver Romney sygdom

PRÆSIDENTVALG: Præsident Barack Obama tilbragte fredagen i Virginia, og her gav han den republikanske præsidentkandidat Mitt Romney en sygdom: "Romnesia."

Ifølge Obama gør sygdommen, at Romney hele tiden glemmer, hvad han mente for kort tid siden. Derfor kommer han konsekvent med nye og i øjeblikket mere moderate politiske holdninger. Det nyfødte ord har fået demokratiske politikere og skribenter til at fare til tasterne af begejstring.

Ellers er det nu mest Obama, der får hovedpine af Romney. Trods en absolut godkendt indsats af Obama i debat nummer to, er Romney ved at tage føringen i de fleste svingstater.

Romneys føring i Florida og North Carolina er efterhånden uden for den statiske usikkerhed. Samtidig har Romney taget en svag føring i Virginia, og haler ind på Obama i Iowa og Wisconsin.

New Hampshire er helt lige.

Lige i øjeblikket ser Romney ud til at tage Florida, Indiana, North Carolina og Virginia fra listen af de stater, som Obama vandt i 2008. Det er dog stadig ikke nok til at nå over de 270 valgmandsstemmer. Enten skal Romney vinde i mange flere svingsstater - eksempelvis Wisconsin, Iowa, New Hampshire, Colorado og Nevada. Eller også gælder det om at vende situationen i Ohio, hvor Obama har ført i hele valgkampen.

Romney og republikanerne er godt klar over, at Ohio er central. Både Romney og vicepræsidentkandidat Paul Ryan er ofte i staten. De mange rejser til staten og den første debatsejr har skubbet tingenes tilstand den rette vej for Romney. Mens Obama tit førte i delstaten med fem-ti procentpoint for en måned siden, er føringen nu mellem to og fire procent.
 
Stillingen lige nu i antal valgmandsstemmer er 286 til Obama, 248 til Romney og fire, der er uafgjort. Der skal 270 til en sejr.

Humor
I øvrigt kan en hurtig Google-billedsøgning under "binders full of women" sikre et søndagsgrin. Romney kom med sætningen under den anden debat, da han erklærede at han som guvernør i Massachussets havde ringbind fyldt med kvindelige kandidater til politiske poster. Den noget kluntede formulering gav straks arbejde for USA's komikere.

Præsidenten står også for humor, men mere på sine egne præmisser. Han besøgte comedy-talkshowet hos Jon Stewart forleden:


No comments:

Post a Comment