10.9.12

Elendig økonomi gør Obama nervøs

ARBEJDSLØSHED: 96.000 nye arbejdspladser blev skabt i USA i august. Arbejdsløsheden faldt fra 8,3 til 8,1 procent, og det var 30. måned i træk med flere nye job.

Det er de positive budskaber, som Obama-kampagnen prøver at få ud efter en rapport om tilstanden på arbejdsmarkedet blev offentliggjort i fredags.

Under overfladen gemmer der sig imidlertid grimme tal. De tal gør Obama nervøs, skaber kampgejst hos Romney - og skaber fortvivlelse og desperation hos arbejdsløse amerikanere.

Faldet i arbejdsløshedsprocenten skyldes primært, at hundredetusinder har opgivet jagten på et job og ikke har søgt noget i en måned. Så falder de ud af statistikken.

Endnu mere skjult er det antal amerikanere, som arbejder deltid to eller tre dage om ugen, men som gerne vil arbejde fuldtid. De udgør måske op mod 15 procent af arbejdsstyrken.

19 procent arbejdsløse
Ifølge flere statistikere er arbejdsløsheden nærmere 19 procent end 8,1 procent.

Reelt arbejder færre amerikanere i dag end i april 2000, selvom befolkningen siden dengang er steget med 31 millioner indbyggere.

Samtidig stiger lønningerne kun med 1,6 procent om året, og dermed falder reallønnen.

Alt det betyder, at Romney fortsætter sin strategi med at hamre løs på økonomien, mens Obama forsøger at rette opmærksomheden andre steder hen.

1980 eller 2004
Romney er bagud i øjeblikket, men satser på, at valget går, som det gjorde i 1980.

Her var den siddende præsident Jimmy Carter lige så upopulær, som Obama er i dag. Alligevel førte Carter svagt, indtil debatterne i oktober. Så rykkede Ronald Reagan og vandt en storsejr. Romney håber på samme udvikling i 2012.

Demokraterne mener, der er ønsketænkning. Landet var ikke så polariseret i 1980, og det var langt lettere for Reagan at flytte stemmer.

Demokraterne tror mere, at årets valg vil ligne det i 2004. Obama følger nu den strategi, som George W. Bush vandt med dengang. At tiltrække nye vælgere er ikke afgørende. Derimod er målet at få kernevælgerne op fra sofaerne og hen til stemmeurnerne. Kvinder, sorte og latinoer skal give Obama valgsejren.

Debatterne i oktober og den økonomiske udvikling er derfor de næste afgørende punkter i præsidentvalget efter konventerne. Romney skal vinde stort over Obama i debatterne for at rykke frem, mens Obama skal forsøge at få opmærksomheden væk fra det vaklende arbejdsmarked. Intet er afgjort endnu.

No comments:

Post a Comment