16.7.12

Spekulationer om Condoleezza Rice som Romneys vicepræsident fortsætter

PRÆSIDENTVALG 2012: Amerikanske medier bobler i øjeblikket med historier om, at den republikanske præsidentkandidat Mitt Romney vil vælge Condoleezza Rice som sin kandidat til posten som vicepræsident.

Rice var national sikkerhedsrådgiver og senere udenrigsminister under George W. Bush. Som kvinde, sort og fra sydstaterne vil hun balancere den republikanske stemmeseddel fint - men spekulationerne vil næppe udmønte sig i et Romney-Rice-parløb.

For det første vil hun overskygge Romney og straks begynde en debat om, at Rice var med til at sparke gang i krigen i Irak. Den debat kan republikanerne ikke vinde.

Endelig, og mest afgørende, går Rice ind for fri abort. Det gjorde Romney også i sin tid, men han har nu ændret holdning. Romney har imidlertid svært ved at kapre de konservative stemmer, og at tage en aborttilhænger ind på den næsthøjeste stilling vil ikke være en vindersag for Romney. Rice kunne være en mulighed, hvis hun var imod abort, men på grund af sin holdning her får hun ikke nomineringen.

No comments:

Post a Comment