23.7.12

Romney rejser til udlandet

PRÆSIDENTVALG 2012: Traditionen byder, at præsidentkandidaten fra det udfordrende parti skal på en udlandsrejse og mødes med verdensledere for at slå sin store indsigt og betydelige netværk på den internationale scene fast.

Den tradition holder Mitt Romney i hævd. I denne uge besøger han Storbritannien, Israel og Polen.

Besøget i London bliver kombineret med en fundraiser, og i Polen besøger han skibsværftet i Gdansk sammen med Lech Walesa, der i 1980'erne spillede en afgørende rolle i at få fundamentet under det kommunistiske styre i Polen til at vakle.

Besøgene i Polen og Israel er valgt på grund af store vælgergruppe i USA. Romney har brug for et flertal af de katolske vælgere, og der er også mange med polske aner i USA. At turnere rundt i Polen vil måske kunne vække interesse hos disse vælgergrupper. Det samme gælder for jødiske vælgere med besøget i Israel.

Udenrigspolitisk kurs
Politisk skal Romney forsøge at markere en anden vej end Barack Obamas. I Israel vil han blive afkrævet svar på, om han kan støtte et israelsk luftangreb på iranske atomanlæg, og om Romney vil gå mere aktivt ind i den syriske borgerkrig.

Romney har leveret få konkrete svar i det udenrigspolitiske, så hans reaktioner bliver studeret nøje både i USA og rundt om i verden.

I modsætning til præsident Barack Obamas rundrejse før valget i 2008 besøger Romney ikke Afghanistan. Her har Romney ellers kritiseret Obamas beslutning om, at de amerikanske stridskræfter skal ud af Afghanistan senest i 2014. Romney afviser ikke en tilbagetrækning, men vil ikke lægge sig fast på en dato.

Imidlertid har Romney og kompagni vurderet, at krigen i Afghanistan er så upopulær i USA, at der ikke er noget at vinde ved at få bragt emnet i spil nu. Derfor får Kabul ikke besøg af den republikanske præsidentkandidat.

Begrænset effekt
Romneys rejse vil give nogle fine billeder og et par taler vil blive afspillet på amerikanske nyhedskanaler. Det er dog tvivlsomt, om det vil have nogen effekt på valgdagen i november.

Obama blev tiljublet i Berlin i 2008, men afgørende for udfaldet af kampen mod John McCain var udlandsrejsen ikke.

I 2008 holdt Barack Obama tale for 200.000 jublende tyskere, og det gav en glimrende video til Youtube. Et par uger efter blev der dog ikke talt meget mere om det.

Romney får ikke hundredetusinder jublende europæere som kulisse, og han skal desuden konkurrere mod de Olympiske Lege om tv-tid. Traditionen med en udlandsrejse bliver holdt, men afgørende for valget er turen langtfra.

No comments:

Post a Comment