20.9.10

Republikanerne vender blikket mod 2012

PRÆSIDENTVALG 2012: Præsidentvalgkampen er alt for lang, lyder det fra statskundskab-eksperter om den amerikanske valgkamp. De to års brydekamp gør vælgerne trætte og skader demokratiet.

Sådan lød det i gamle dage, hvor valgkampen gik i gang i januar efter midtvejsvalget.

Denne gang kan politikerne så ikke engang vente til midtvejsvalget er forbi.

Således var de nuværende frontløbere hos republikanerne godt i gang med et støbe fundamentet til en lang og udmarvende valgkamp i den sidste uge.

Palin i Iowa

Mest opmærksomhed løb Sarah Palin af sted med. Hun holdt således hovedtalen ved en middag for lederne af det republikanske parti i Iowa.

Palin taler i Iowa.

Iowa er som bekendt staten med det første primærvalg i præsidentvalgkampen. I januar 2012 går delstatens vælgere til caucus – vælgerne mødes i forsamlinger og alt efter popularitet får kandidaterne en række delegerede.

Allerede nu plejer Palin så sine kontakter i staten, og kommentatorerne lader munden løbe om, hvorvidt hun er ved at gøre klar til en valgkamp.

Det Hvide Hus’ pressesekretær Robert Gibbs blandede sig også. Fra talerstolen erklærede han:

- This is the time of the year when candidates "dip your toe in the water”… And that's my guess... she's going to dip that toe in.

Anti-abort dominerede

Imens samlede eks-guvernør Tim Pawlenty fra Minnesota, tidligere guvernør i Massachussets Mitt Romney, eks-guvernør i Arkansas Mike Huckabee, tidligere senator Rick Santorum fra Pennsylvania, medlem af Repræsentanternes Hus Mike Pence og tidligere formand for Repræsentanternes Hus Newt Gingrich sig i Washington.

Her holdt de taler for en forsamling af socialt konservative og religiøse republikanere i “Values Voter Summit.”

Her vandt Mike Pence en afstemning blandt de fremmødte med 24 procent. Mike Huckabee fik 22 procent, Mitt Romney 13 procent og Sarah Palin syv procent.

Afstemningen har absolut ingen betydning, og forsamlingens hovedemne var da også at ”sætte en stopper for aborter.” Det er langt fra det budskab om lav skat og offentlige nedskæringer, som er Sarah Palins spydspids i øjeblikket.

Trætte vælgere

Uanset hvad er valgkampen om et lede det republikanske parti i kampen mod Barack Obama i 2012 allerede i gang. Tim Pawlenty er længst fremme, og har allerede hyret fuldtidspersonale i Iowa. Politiske kommentatorer og æggehovedet på universiteterne får altså denne gang endnu mere at snakke om, mens vælgerne får endnu længere tid til at blive træt af politik.

No comments:

Post a Comment