30.8.10

Republikansk milliardær med lig i lasten guvernørkandidat i Florida

GUVERNØRVALG: Guvernørvalget i Florida så i sidste uge ud til at blive ganske ordinært.

Den demokratiske finansminister i delstaten, Alex Sink, skulle sandsynligvis slå justitsminister Bill McCollum.

Men så slog teparti-aktivisterne igen til ved et republikansk primærvalg.

Deres kandidat Rick Scott slog Bill McCollum med 46 procent mod 43 procent til justitsministeren ved primærvalget 25. august.

Bøde: 1,7 milliarder dollars
Rick Scott er milliardær, og en væsentlig del af grunden til den smalle sejr skal findes i, at han har brugt 40 millioner dollars af sin egen formue på tv-reklamer, der med negative budskaber skød Bill McCollum i sænk.

Teparti-aktivisterne fester løs, men som ved de andre valg kan det blive en Pyrrhussejr. Scott har nemlig op til flere lig i lasten.

Mest afgørende er det, at Rick Scotts firma Columbia/HCA har fået en bøde på 1,7 milliarder dollars for at snyde forbundsregeringen med Medicare-betalinger.

I et år hvor sundhedssektoren bliver et stort valgtema, er det næppe en fordel at være idømt en så krystalklar og sjældent høj bøde for fusk.

Iran og internetcensur
Samtidig har han været medlem af bestyrelsen i firmaet Secure Computing.

Problemet er, at blandt Secure Computings kunder er Iran og Saudi-Arabien.

Ordren fra de to lande: Software som kan bruges til at udøve censur på internettet.


Under valgkampen har Rick Scott støttet et kontroversielt forslag fra Arizona, som gør, at politiet kan kræve identifikation fra borgerne. Målet med den lov er, at politiet lettere kan identificere illegale indvandrere.

Latinoer har vendt sig stærkt mod loven. De argumenterer med, at lovens formål reelt er at stoppe latinoer på gaden, da politiet næppe vil stoppe en hvid familie og undersøge deres immigrant-status.

Florida har en betydelig latino-befolkning. En stor del af dem er eksilerede cubanere, som plejer at støtte Republikanerne på grund af partiets hårde kurs over for Castro-diktaturet på Cuba. Imidlertid kan Scotts holdning på immigrations-området skræmme dem væk.

Endelig har han som teparti-kandidat det generelle problem, at han ligger en del til højre i forhold til den gruppe af midtervælgere, der normalt afgør valgene.

Fordele for Demokraterne
For Demokraterne kan en Alex Sink-sejr give flere fordele de kommende år. Lige nu finder en folketælling sted i USA, og demografer regner med, at Florida får et ekstra sæde i Repræsentanternes Hus.

En folketælling betyder, at kongresdistrikterne skal tegnes om. Republikanerne har flertallet i delstatsforsamlingen, men en demokratisk guvernør i form af Sink kan blokere for en for republikanerne fordelagtig omstrukturering af kongresdistrikterne.

Samtidig vil en demokratisk guvernør i en afgørende svingstat være uvurdelig for præsident Barack Obama, når de demokratiske vælgere i Florida i 2012 skal skubbes hen til valgsstedet.

Analyseinstituttet Rasmussen har lavet en meningsmåling, efter kandidaterne blev kendt. Rick Scott står til 41 procent, Alex Sink til 36 procent, mens den uafhængige Bud Chiles får otte procent af stemmerne.



I de kommende uger vil bloggen skrive om nogle af de mest spændende guvernørvalg i USA til november. Første indlæg handlede om guvernørvalget i Texas og kan læses her.

No comments:

Post a Comment