UDDANNELSE: Mens sundhedsreformen har taget al opmærksomhed, er en betydelig ændring af det amerikanske uddannelsessystem gledet igennem Kongressen næsten uden at blive set af andre end de mest forhærdede politik-nørder.
Demokraterne hægtede således en lov på den netop vedtagne sundhedsreform, som betyder, at det, der noget forsimplet kan kaldes for den amerikanske form for SU – de såkaldte Pell grants – bliver overtaget af staten.
Før foregik det sådan, at den føderale regering gav pengene til bankerne, som herefter udbetalte dem til de studerende. De facto var det også en form for subsidier til bankerne, som tog sig godt betalt i form af gebyrer for at håndtere arbejdet.
Besparelser
Nu vil staten udbetale støtten direkte. Det vil føre til besparelser i størrelsesordenen 61-67 milliarder dollars over de kommende ti år.
Ikke overraskende kæmpede bankerne hårdt imod loven, men altså forgæves.
For at få et Pell grant skal en studerende komme fra en økonomisk svag baggrund. I 2005-2006 kom 57 % af modtagerne fra hjem med en indkomst på under 20.000 dollars om året. Et Pell grant dækker gennemsnitligt op mod 31 % af de årlige udgifter til universitetet.
Efter at have været fastfrosset i en række år, gør loven også, at støtten fremover stiger med inflationen hvert år. Næste år kan en modtager forvente at få 5500 dollars om året i støtte.
For Demokraterne var det smart at klistre loven om studiestøtte fast til sundhedsreformen. For det første ville loven alene næppe komme gennem Senatet. Her ville den være blevet mødt af en filibuster.
I Repræsentanternes Hus kunne politikere, der tager det gigantiske budgetunderskud alvorligt, pege på, at sundhedsreformen angiveligt vil mindske underskuddet. Her er besparelserne på uddannelsesstøtten nemlig regnet med i sundhedsreformens samlede økonomiske betydning.
Usikre beregninger
Det er dog usikkert, om besparelserne overhovedet vil blive så store. Til at starte med regnede politikerne med en besparelse på 87 milliarder dollars over ti år. Det skrumpede så til et sted mellem 61 og 67 milliarder dollars, efter at en del universiteter i forventning om lovens vedtagelse allerede er begyndt at modtage direkte statslig støtte.
Samtidig har den svage økonomi og flere universitetsstuderende ført til, at de forventede udgifter til Pell grant-programmet er steget fra 40 milliarder dollars til 54 milliarder dollars årligt.
28.3.10
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment