25.3.10

Sundhedsreformen giver Palin vind i sejlene

REPUBLIKANERNE: Sundhedsreformen øger chancen - eller risikoen, om man vil - for, at Sarah Palin bliver Republikanernes præsidentkandidat i 2012.

Den nuværende favorit, Mitt Romney, bliver nemlig ramt hårdt af den netop vedtagne reform.

Hvis Republikanernes strategi de kommende to år bliver "afskaf reformen," står Romney på is, der er tyndere end den, der er tilbage på de danske søer lige nu.

I 2006 vedtog Massachusetts en sundhedsreform, der krævede, at næsten enhver borger i delstaten skulle have en sundhedsforsikring. Reformen minder meget om den, der netop er vedtaget.

På det tidspunkt var Mitt Romney guvernør i Massachusetts, og han har flere gange udråbt den til et stort fremskridt.

Det vil blive svært for ham at forklare i et republikansk primærvalg, hvor Palin uhindret kan hamre løs på sundhedsreformen og dermed sin nærmeste konkurrent - Romney.

Vælger Romney at angribe Barack Obamas sundhedsreform, får Romney noget svært ved at forklare, hvorfor tvungen sygeforsikring er en god ting i en delstat, men ikke på føderalt plan.

Der er næppe tvivl om, at set ud fra et strategisk politisk synspunkt er Palin rigtig godt tilfreds med debatten om sundhedsreformen, mens Romneys kampagnestab skal spærre sig godt inde tænkeboksen for at komme i tanke om et godt svar i 2012.


No comments:

Post a Comment