11.4.09

David Patersons timeglas rinder ud

Staten New Yorks guvernør, David Paterson, kom ikke just til magten på en problemfri måde.

Hans forgænger, Elliot Spitzer, måtte træde tilbage, da de viste sig, at han havde brugt sin fritid på at besøge escortpiger i det helt dyre lag.

Således blev David Paterson guvernør over den folkerige delstat, og i øvrigt den kun anden blinde guvernør nogensinde.

Heller ikke administrationen af magten har været problemfri, og alt tyder på, at Paterson kun kommer til at nyde guvernørboligen indtil valget i 2010.

Kun 28 procent af new yorkerne synes, at han gør et godt arbejde. Og kun 22 procent synes, han fortjener endnu en periode. Det viser en undersøgelse af Quinnipiac University.
Over halvdelen af vælgerne mener, han bør sige med det samme, at han ikke genopstiller. 60 procent mener, han gør et dårligt arbejde - den højesteprocentsats nogensinde for en New York-guvernør.
Både nedskæringer og skattestigninger
Patersons problemer begyndte, da han dagen efter sin tiltræden afslørede, at såvel han som hans kone har haft affærer. Det gav ridser i lakken,omend affære-problematikken ikke er helt så stor en sag i New York som den ville være i Mississippi.

Værre blev det, da finanskrisen slog bunden ud på delstatens budget. Pengene til arbejdsløshedsunderstøttelse og andre sociale tiltag udgør et bundløst hold.

Paterson har derfor været nødt til at skære over en milliard dollars af budgettet til skoler.

Den ene milliard rækker dog ikke til meget, for politikerne skulle finde 4,6 milliarder dollars.

Det endte med en række voldsomme skattestigninger - i alt 137 af slagsen, blandt andet skat på frisørbesøg og pay-per-view film.

Forslagene koster en gennemsnitlig New York-familie op imod 4000 dollars om året.

Med sociale nedskæringer lagde Paterson sig ud med Demokraterne.

Med skattestigninger lagde han sig ud med Republikanerne.

Et ægte lose-lose scenario - nødvendige prioriteringer eller ej.

Udpegningen af en ny senator efter Hillary CLinton gik også ganske galt. Paterson lagde sig ud med Kennedy-familien og dens politiske støtter - og udpegede i stedet den højreorienterede demokrat Kirsten Gillibrand. Det huede ikke det stærke demokratiske etablissement i selve millionbyen.
Gammel kending på banen
Andrew Cuomo vil måske udfordre Paterson i det demokratiske primærvalg. Cuomo er et navn, der klinger godt i new yorkernes ører. Hans far, Mario Cuomo, var guvernør i staten fra 1983 til 1994 og ganske populær.

Ifølge mange var Mario Cuomo præsidentmateriale, og han var da også favorit til nomineringen i både 1988 og 1992.

Ingen af gangene stillede han dog op - i 1992 blandt andet, fordi George Bush senior havde stor opbakning efter Golfkrigen.

Han viste sig dog ikke usårlig, og derfor rykkede opkomlingen Bill Clinton forbi den politiske veteran fra New York og tog Det Hvide Hus.

Søn Andrew Cuomo er justitsminister i New York, og ville ifølge meningsmålinger slå Paterson i et primærvalg med 53 procent mod 32 til Paterson.

Cuomo, eller Paterson hvis han kommer fra baghjul, skal måske op imod en gammel kending, tidligere New York-borgmester Rudy Giuliani.

Den tidligere omtalte meningsmåling viser dog, at Giuliani ville tabe 36-53 til Cuomo ved et valg. Flere sådanne meningsmålinger skal nok skræmme republikaneren væk fra at prøve.
Læs meningsmålingen her.
Læs mere om David Paterson her.
Patersons officielle side er her.

No comments:

Post a Comment