5.7.20

De evangeliske vælgere holder fast ved ukristne Trump

For et halvt års tid siden havde bloggen et indlæg om, at nu forlod de evangeliske vælgere snart den mest u-kristne præsident siden den åbent deistiske Thomas Jefferson.

Men nej - forfatteren tager fejl. 82 % af de hvide, evangeliske vælgere vil stadig stemme på Donald J. Trump. 

Vi må konkludere, præsidenten kunne tage en bibel, trampe på den i en mudderpøl og banke nogle ihjel med bogen på en åben gade, og de evangeliske ville stadig stå bag Trump. Det må også konkluderes, politik tilsyneladende trumfer religion hos disse vælgere, der ellers påstår Jesus' budskab om tilgivelse og mildhed står centralt.

Donald J. Trump fører også med 15 procentpoint blandt hvide katolske vælgere. Det vil sige disse vælgere foretrækker Trump frem for Joe Biden, der rent faktisk er en dybt troende katolik. Bevares, Biden støtter retten til abort, men det gjorde Trump nu også, indtil han igen blev republikaner kort før valget i 2012.

De hvide evangeliske vælgere er den helt sikre base for Trump, som han ikke må miste, hvis han skal genvælges. Bare uheldigt for ham, at der dog er lidt skred i sagerne. I april syntes 78 % af dem godt om hans embedsførelse. Nu er der 72 %. Men som sagt har han stadig 82 % af deres stemmer.

No comments:

Post a Comment