8.1.18

Vejen er åben for senator Romney

Mitt Romney, den republikanske præsidentkandidat i 2012, og præsident Donald Trump er ikke gode venner. Utallige spydigheder er sendt af sted og returneret. Trump opfatter Romney som en elitær establishment-republikaner, mens Romney ser Trump som en mand, der forråder den klassiske konservatisme og opfører sig umoralsk.

Stor var glæden for Trump, da han kort efter præsidentvalget 2016 spiste middag med Romney. Han fik fremstillet Romney som en mand, der tiggede præsidenten om et job. Og der kom intet job, men derimod et ret så ydmygende billede ud af den seance. 

Pension i Utah
Nu er det måske Romneys tur til at være glad.

Orrin Hatch, Utahs republikanske senior-senator siden 1977, går på pension efter midtvejsvalget. Ganske velfortjent som 83-årig.

Det åbner vejen for, at Mitt Romney kan stille op.  For få dage siden ændrede han da også geografisk position på Twitter fra Massachusetts til Utah. Og mormonen Romney vil vinde uden nogen som helst tvivl i mormonstaten Utah. Ved præsidentvalget i 2012 fik han 73 procent af stemmerne i delstaten.

Han har endnu ikke offentligt meldt ud, at han stiller op. Men hvad vil den 70-årige Romney opnå? Reel magt i Senatet kræver gerne to-tre valgperioder, før en saftig rolle som formand for et slagkraftigt udvalg dukker op. Så er Romney godt oppe i 80'erne.

Ingen mure mod Mexico
Det er næppe heller Romneys mål. Hans mål er at afspore og sabotere Donald Trump efter midtvejsvalget 2018.

Politisk vil Romney stemme for lavere skatter og mindre regulering, men hans klassiske konservatisme betyder nej til mure mod Mexico og ja til frihandelsaftaler. Flytter der sig ikke flere senatsposter mellem partierne i 2018, vil Romney, sammen med den nye demokratiske Alabama-senator og resten af Demokraterne, kunne sikre 50 stemmer mod Trumps forslag. Dermed kræver det kun en negativ republikansk senator yderligere for at vælte lovforslagene.

PR-mæssigt vil Romney utvivlsomt benytte Senatets stærke talerstol til at tordne imod Trump, som vil svare igen med Twitter-offensiver. Republikanernes splittelse vil øges, og Trump vil blive svækket frem mod 2020. Her håber Romney sikkert på, at en etableret konservativ republikaner som Ohio-guvernør John Kasich udfordrer Trump i primærvalget. Eller hvem ved - måske gør Romney det selv. Donald Trump har jo sat en præcedens for, at det er muligt at blive præsident i 70'erne.

Trump og Romney talte i telefon for et par dage siden, men ingen vil melde ud om indholdet. 

No comments:

Post a Comment