26.10.15

Jeb Bush vakler

- Vi har haft nok Bush'er.

Sådan lød dommen fra Barbara Bush, mor til Jeb Bush og George W. Bush og gift med George H. W. Bush, da rygterne begyndte at svirre om, at den tidligere Florida-guvernør Jeb Bush ville gå efter præsidentposten.

Måske mor har ret?

I hvert fald meldte Jeb Bush forleden ud, at han fyrede en del af sin valgstab og en anden del må ned i løn. Reaktionen kommer oven på elendige meningsmålinger både nationalt og ikke mindst i de første delstater med primærvalg, hvor Jeb Bush roder rundt på 6. og 7. pladser.

Det havde han absolut ikke forestillet sig, da han trådte ind i valgkampen. Han forventede derimod en nominering på et sølvfad mod lette modstandere som Donald Trump, Ben Carson og Carly Fiorina. Kandidater, der nu få måneder før de første afstemninger, er klart foran Bush.

Donorerne havde heller ikke forventet udviklingen. Bush indsamlede let næsten 100 millioner dollars i donationer, fordi Republikanernes etablissement forventede en sejr uden den store indsats.

Toast
Nu begynder donationerne at bevæge sig andre steder hen. Det konservative medie National Review er ikke i tvivl: Jeb bush is toast. 

Måske er Bush-familien ikke klar til politik anno 2015. I hvert fald afleverede Jeb Bush et bittert citat til The New York Times i fredags:

- I've got a lot of really cool things I could do other than sit around, being miserable, listening to people demonize me and me feeling compelled to demonize them. That is a joke. Elect Trump if you want that.

Far George H. W. Bush fulgte op i samme avis i lørdags:

- I cannot understand how Trump can still be taken seriously.

I sin tid vil rygterne vide, at Barbara Bush bemærkede, at det var "den forkerte søn", der blev valgt i 2000. Det var altid Jeb Bush, familien havde forestillet sig som præsident. Men som tingene ser ud nu, burde Jeb have lyttet til mors råd. Mor ved som bekendt altid bedst. 

No comments:

Post a Comment