14.4.13

Republikanere gør klar til primærvalg i New Hampshire

SENATET: Republikanske senatorer fra det nordøstlige USA er ved at ende som mamutterne: Klimaet passer dem ikke længere, og de er ved at uddø.

Op til 1960'erne var New England-staterne sikkert republikanske, men siden dengang er staterne blevet en højborg for venstreorienterede demokrater. Staten Vermont genvælger endda gang på gang en erklæret socialist i form af senator Bernie Sanders.

Kun New Hampshire giver stadig gode muligheder for republikanske politikere. Staten har en klar libertariansk hældning, og derfor har partiet håb om at slå den demokratiske senator Jeanne Shaheen i 2014. Flere kandidater er interesserede i at gøre forsøget, efter at topfavoritten, tidligere senator John Sununu, for nylig sagde nej tak.

Blandt de nye favoritter er delstatens senatsleder Jeb Bradley, tidligere medlem af Repræsentanternes Hus Frank Guinta og den konservative aktivist og forretningsmand Fred Tausch.

Brown til New Hampshire?
Nogle har endda talt om, at den tidligere senator fra Massachusetts Scott Brown vil hoppe til New Hampshire og gøre et nyt forsøg herfra. Han vil kunne samle penge ind i så store mængder, at Jeanne Shaheen må blive bekymret. Heldigvis for hende er Brown muligvis mere interesseret i Massachusetss' guvernørpost i 2014.

Demokraterne er allerede begyndt at bokse mod kandidaterne med tale om, at de er "forfejlede teparti-aktivister."

Demokraterne er da også i kamphumør, for partiet er overbevist om, at Jeanne Shaheen ikke bliver let at slå. Hun er ganske populær og har netop offentliggjort, at hun i første kvartal samlede 1,2 mio. dollars ind til sin kommende valgkamp. Et imponerede beløb i et forholdsvist billigt mediemarked som New Hampshire.

No comments:

Post a Comment