14.1.13

Boom i salget af våben i USA

GEVÆRER: I denne uge lancerer vicepræsident Joe Biden en række tiltag, der skal stramme op på våbenlovgivningen i USA. Der er tale om en reaktion på den seneste skolemassakre i Connecticut.

Lige i øjeblikket er der dog tale om en salgsfest for producenter af våben og ammunition og de butikker, som sælger våben.

Da Barack Obama blev valgt første gang i 2008, steg salget af våben og ammunition mærkbart. Det samme skete ved hans genvalg, og i kølvandet på skolemassakren er salget eksploderet. 

58,6 stigning i våbensalget
For at få lov til at købe et våben, skal der i de fleste tilfælde et baggrundscheck til. Dem blev der lavet 2,2 millioner af i december 2012. Det er en stigning på 58,6 procent i forhold til december 2011.

Den store efterspørgsel har eksempelvis ført til, at populære magasiner med 30 skud koster 60 dollars nu mod 12 dollars for få uger siden.

Det er især semiautomatiske våben, der er rift efter. Et gevær i den stil, AR-15, blev brugt til skolemassakren i Connecticut, og våbenkøberne frygter, at der igen bliver indført et forbud mod semiautomatiske våben i USA ligesom i perioden 1994 til 2004.

- If I had 1,000 AR-15s I could sell them in a week. When I close, the costumers beat on the glass to be let in. They’ll wave money at me, fortæller våbenhandler Jack Smith fra Des Moines til avisen The New York Times.

Flere og bedre baggrundscheck
Obama-regeringen har ikke afsløret mange politiske detaljer om, hvordan de vil stramme våbenlovgivningen.

Det er dog langtfra sikkert, at våbenkøberne bør frygte, at muligheden for at købe semiautomatiske våben forsvinder. Det vil være en hård politisk kamp at få den stramning igennem.

I stedet vil Demokraterne ifølge flere eksperter gå efter at få endnu flere og mere grundige baggrundscheck for at få lov til at købe våben. I dag slipper 40 procent af våbenkøberne for baggrundscheck. Selv blandt våbenejere er der god opbakning til en stramning på det område. 

Det bliver sandsynligvis i morgen, Biden og Demokraterne er klar med deres forslag. 




No comments:

Post a Comment