14.3.11

Bilernes land siger nej til tog

JERNBANER: I USA farer bilerne hen over de ikoniske 12-sporede motorveje, og i modsætning til Europa har tog aldrig været nogen større succes i landet – udover en lille strækning mellem Washington D.C. og Boston.

I EU foregår 83,3 procent af al persontrafik med bil, 9,4 procent med bus og 7,3 procent med tog.

I USA står bussen for 0,5 procent, togene for 0,7 procent og bilerne for 98,8 procent.


Der er ikke megen persontransport på de amerikanske skinner. Jernbanerne er gumpetunge og nedslidte. Foto: USA-perspektiv.blogspot.com

Det ville Barack Obama gerne gøre noget ved, og i State of the Union-talen i 2010 proklamerede han, at USA nu skulle have flere højhastighedsstrækninger. Obama erklærede, at det var flovt, at USA som det eneste store industriland ikke havde højhastighedstog.

Det første tog skulle tordne frem ad skinnerne med 270 kilometer i timen mellem Tampa og Orlando i Florida fra 2015.

Nu er den plan blevet afsporet, og Obamas drømme om højhastighedstog er ved at blive sendt ud på et sidespor.

Floridas nye guvernør siger nej tak til de 2,4 milliarder dollars, den føderale regering ville give til bygningen af jernbanelinien. Delstaten selv skulle kun bidrage med 200 millioner dollars.

Den tidligere guvernør, republikaneren Charlie Crist, var begejstret for projektet. Men i 2010 blæste konservative vinde over USA, og det gjaldt om at finde spareobjekter. De mange penge til jernbaneprojekter blev pludselig upopulære, Crist tabte senatsvalget til en mere konservativ republikaner, og Floridas nye guvernør Rick Scott aflyste planerne.

Sænke flagskib
Linien skulle ellers have været flagskibet for Obamas togprojekt. Grunden til, at Orlando-Tampa blev valgt, skyldtes, at meget af projekteringsarbejdet var lavet i forvejen. Delstaten havde købt meget af den nødvendige jord, og derfor kostede byggeriet kun 2,6 milliarder dollars. Tilmed ville linien kunne stå færdig allerede i 2015.

Til sammenligning ville en anden planlagt højhastighedslinie, Los Angeles-San Francisco, koste 42 milliarder dollars og først stå færdig i 2020.


Obama taler om højhastighedstog i Florida, før idéen blev afsporet.

Imidlertid var det ikke kun Republikanernes spareplaner, der bremsede Florida-toget.

Ifølge trafikplanlæggere var linievalget elendigt. Der er kun lidt over 100 kilometer mellem de to byer, og det er for kort til et højhastighedstog. Bilister ville kun spare 30 minutter på turen, og både Orlando og Tampa er stort set umulige at komme rundt i uden en bil. Det ville holde mange fra toget. Den nye jernbane ville heller ikke have aflastet nogen lufthavn, da der ikke er flyvninger mellem de to byer.

Obama har dog tager de 2,4 milliarder dollars og svoret at bruge dem på andre togprojekter. Nu ser det ud til, at USA’s første højhastighedsstrækning bliver fra Fresno til Bakersfield i Californien – hvis altså ikke spareivrige politikere afsporer den idé.

No comments:

Post a Comment