Mens Donald Trump i disse dage gør sine nærmeste allierede vrede ved G7-topmødet, behandler han de klassiske fjender pænt: Rusland skal med i G7 igen, og Nordkoreas diktator kan besøge Det Hvide Hus, hvis topmødet i næste uge går godt.
Meget af Trumps opførsel bunder i personligt fjendskab og vrede over fornærmelser. Den tyndhudede politiker tåler ingen kritik og soler sig i personlig ros.
Det har verden oplevet før i en verdensleder: Nemlig Tysklands kejser op til og under 1. verdenskrig, Wilhelm II.
Det skriver The New Yorker om, og konklusionen er ikke god: En ting er selve 1. verdenskrig, der på alle måder var katastrofal nok i sig selv, og hvor meget af ansvaret lå hos Wilhelm II.
Men det samfund, Wilhelm II efterlod sig efter revolutionen og abdiceringen i 1918, var et svagt civilsamfund med en kaotisk civil regeringsledelse og et stærkt militær på sidelinjen Mange ønskede en stærk leder. Altså ledte Wilhelm II's personlighed og påvirkning af Tyskland gennem årtier direkte til 2. verdenskrig, mener magasinet.
Årsagssammenhængen er noget simpel i artiklen. Begge verdenskrige kan hverken tilskrives en mand eller en nation. Krigsudbruddene var resultaterne af enormt komplekse samspil mellem personer og begivenheder. Men vi ser, at er en stor nations leder en inkompetent narcissist, kan det gå grueligt galt. Det kan vi så tænke over her få dage før topmødet med Nordkorea.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment