18.3.17

Trump lemper grønne regler

Præsident Donald Trump har – ligesom Barack Obama, i øvrigt - været begejstret for de såkaldte executive orders, der giver præsidenten vide rammer til at udstikke retningslinjer med cirkulærer og bekendtgørelser.

Inden længe følger angiveligt en executive order, som gør op med Obama-tidens miljølovgivning.

EPA er det amerikanske miljøagentur, og her har Donald Trump indsat Scott Pruitt som leder. Pruitt udtalte forleden følgende, da han blev spurgt, om han mente, menneskeskabt CO2 spillede en rolle i global opvarmning:

– I think that measuring with precision human activity on the climate is something very challenging to do and there’s tremendous disagreement about the degree of impact, so no, I would not agree that it’s a primary contributor to the global warming that we see.

Den linje følger Trump i miljøpolitikken. Den kommende executive order siger, at føderale myndigheder ikke længere skal opgøre, hvilken betydning ny lovgivning har for miljøet. I dag skal myndighederne regne med, at lovgivning der tillader udledning af mere CO2 koster miljøet 36 dollars per ton. Det tal falder enten til 0 eller bliver ligefrem negativt.

Samtidig vil Trump fjerne regler, som forbyder nye kulminer på føderalt ejet land. Initiativer, der opfordrer delstater til at skære i CO2-udledningerne, bliver droppet. Og kravene til, hvor langt biler skal køre på liter benzin, bliver slækket. 

Der er tale om en 180-graders vending i miljøpolitikken. De kulminearbejdere i West Virginia, Ohio og Pennsylvania, som vandt valget for Trump, får gevinst for deres stemme på dette område.  

No comments:

Post a Comment