12.10.13

Detroit-borgmester skal 28 år i fængsel

DETROIT: Som et symbol på den konkurs-ramte storby Detroits nedtur skal den tidligere borgmester Kwame Kilpatrick nu 28 år i fængsel. Sådan lød dommen torsdag eftermiddag ved en føderal domstol.

Kwame Kilpatrick blev valgt til borgmester i Detroit i 2001. Han var den yngste borgmester nogensinde med 31 år. I september 2008 trak han sig tilbage.

Forud var gået år med beskyldninger om korruption og vennetjenester.

Blandt andet blev Kilpatrick beskyldt for at hyre familie og venner i gode stillinger. 29 af hans venner og familie fik job i byen, og den indsats fik hurtigt tilnavnet "the friends and family plan." En organisation med Kilpatricks kone som eneste medarbejder fik 175.000 dollars i støtte. Kilpatrick hjalp andre bekendte med at slippe ud af retssager ved at lægge pres på anklagerne for at få dem til at droppe sagerne. 

Sagen, der gav eks-borgmesteren 28 år bag tremmer, handler om snyd med kontrakter i Detroits vand- og spildevandselskab. Borgmesteren blev dømt for sammen med entrepenøren Bobby Ferguson at have bestukket og modtaget bestikkelse for 4,6 mio. dollars. Samtidig har de forsøgt at forhindre opklaringen af forbrydelsen, udøvet afpresning og lavet skattesvig.

For mange står dommen som symbolet på, at det er et sygt politisk system i Detroit, som har ført byen ud i årtiers nedgang og konkurs. 


No comments:

Post a Comment